Med tanke på dette forums primære formål, er det her nok lidt udenfor skiven. Oplever i andre nyskilte også en til tider nærmest opgivende følelse, når tankerne bevæger sig i retning af fremtiden ? Jeg orker ikke tanken om, at skal til at lærer nye familier at kende. Og mine egne børn er ikke så gamle endnu, så vi skulle ført nu til at have voksentid. Så tanken om jævnaldrende partnere, der nu lever og ånder for deres børnebørn kan jeg slet ikke overskue.